Margrethe Ottokarsdatter af Böhmen , 1186–1212 (26 år)
- Navn
- Margrethe /Ottokarsdatter/ af Böhmen
- Fornavne
- Margrethe
- Efternavn
- Ottokarsdatter
- Navnesuffiks
- af Böhmen
- Kaldenavn
- Dagmar
Dronning Dagmar (ca. 1186 – 24. maj 1212 var dansk dronning i syv år. Hun var født prinsesse Markéta (Margrete) Přemyslovna af Bøhmen (det nuværende Tjekkiet), som datter af den senere kong Ottokar 1. og Adela (eller Edel eller Adelheid) af Meissen, på kongeborgen Vyšehrad i Prag.
Liv og levned
Et af de få sikre fakta, vi har om Dagmar, er hendes dødsdato 24. maj 1212. Det er også sikkert, at hendes far i 1198 fik sit ægteskab med hendes mor opløst, fordi han mente, de var for nært beslægtet. Han giftede sig i stedet med den ungarske prinsesse Konstanse, og forviste Adela, som tog deres børn med tilbage til Meissen, som hun kom fra. Med sin nye kone fik kong Ottokar en række børn, deriblandt Skt. Agnes af Bøhmen, som altså var Dagmars halvsøster.
Dagmar var måske kun femten år, i hvert fald højst nitten, da hun i 1205 blev forlovet med Valdemar Sejr, som juledag 1202 var blevet kronet i Lund Domkirke. Som sønnesøn af en helgen (Knud Lavard) kaldte han sig "konge af Guds nåde"; desuden konge over både "de danske og de slaver", da et dansk/slavisk storrige var hans politiske og religiøse vision. Brylluppet stod i Lübeck samme år, og var sandsynligvis en politisk alliance. Ifølge Rydårbogen hed Valdemar Sejrs dronning Dragomir, der blev fordansket til Dagmar (= Dag-mø, Dag-pigen) fordi hun var så køn; men det er tvivlsomt, at hun har heddet andet end Markéta.
I 1209 fik Dagmar sønnen Valdemar den Unge, men døde, da hun fødte sin anden søn 24. maj 1212. Sønnen døde rimeligvis også, han nævnes i hvert fald ikke igen. Den ældste, Valdemar den Unge, omkom på Refsnæs i 1231 af et vådeskud. Hans enke, Eleonore af Portugal, døde i barsel nogle måneder senere, så der findes ingen efterkommere efter Dagmar.
Ifølge Rydårbogen medvirkede hun til at få løsladt biskop Valdemar Knudsen af Slesvig, som pave Innocens 3. ønskede at få bragt til Rom i lænker. Dagmar må have fortrudt sin indgriben, for biskoppen flygtede og lod sig uden pavelig godkendelse vælge til ærkebiskop af Bremen i 1207; trods bandlysning i 1215 fortsatte han som ærkebisp til 1217, før han gik i kloster og senere gjorde et fornyet forsøg på at blive dansk konge.
I 1683 ønskede provsten Christian Blichfeld at anlægge en grav til sin hustru i Skt. Bendts Kirke, og fik derfor - helt eller delvis - sløjfet gravene efter Dagmar og Valdemar Sejrs søster, dronning Richiza. Ved den anledning skal Dagmarkorset være fundet. I 1695 blev det indleveret til Det Kongelige Kunstkammer med oplysning om, at det var fundet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Det blev derfor kaldt Dagmarkorset; men mere sandsynligt stammer det fra Richizas grav, som blev mere ødelagt i 1683 end Dagmars. Flere andre kvinder i Valdemar-dynastiet var af østeuropæisk ophav, og kan også have medbragt det lille byzantinske arbejde.
Da Frederik 7. i 1855 fik åbnet kongegravene i Skt. Bendts Kirke, var Dagmars grav tom.
Sagnet om Dagmar i folkevisen
Folkeviserne priste i eftertid dronning Dagmar for hendes hjertelag, skønhed og omtanke for andre. Med en søn, der døde så tragisk i en jagtulykke, stod hun i kontrast til sin efterfølger Berengaria, der fik tre sønner, som kastede Danmark ud i borgerkrig. Som historiske kilder er folkeviserne af mindre værdi; de er først nedskrevet i 1500-tallet, og antager et præg af sagn og legende, når Dagmar på sit dødsleje advarer Valdemar Sejr mod at gifte sig med Berengaria, der er "så besk en blomme", og i stedet anmoder ham om at gifte sig med "liden Kirsten" (hvis grav findes udenfor Vestervig Kirke). Ellers er "liden Kirsten" flere steder omtalt som Valdemar den Stores halvsøster, og dermed faster til Valdemar Sejr, som folkevisen nu pludselig vil have hende gift med:
"I tage liden Kirsten til eders viv hun er så bold en jomfru."
Der er tale om fem Dagmar-viser:
1. Bøhmerlandsdronningen - Svannings håndskrift.2. Dronning Dagmar og junker Strange - Karen Brahe, 1570.3. Dronning Dagmar spås af en havfrue - Anders Sørensen Vedel, 1591.4. Dronning Dagmar ligger i Ribe syg - Anders Sørensen Vedel, 1591.5. Dronning Berengaria - Renzels håndskrift. Her viser Dagmar sig for kong Valdemar i en drøm med ordene: "Nu haver I fået den beske blomme, som jeg eder spåed', til liden fromme."
To af Dagmar-viserne skildrer hendes brudefærd. I den ene sendes hr. Strange Ebbesen som brudesvend til Bøhmen, sammen med den unge hr. Oluf Lykke og biskop Peder af Sjælland og hr. Albert af Eskilsø. De sejler "over salten sø", kaster anker på sand, og modtages af kongen af Bøhmen. Hr. Strange spiller tavl med Dagmar, mens kongeparret diskuterer i lønkammeret; til sidste bliver hr. Strange på sin herres vegne viet til Dagmar. På silke vandrer bruden til stranden, og kommer i land ved Mandø, hvor hun ser kongen komme ridende "på hviden strand". Men en havfrue spår på overfarten, at hun kommer til at lade sit unge liv i barsel.
I den tredje folkevise berettes, hvordan Dagmar går i forbøn for biskop af Slesvig, Valdemar Knudsen, der havde siddet i fængsel i 14 år, først i Nordborg, siden på Søborg ved Gurre, hvor dronningen fattede medlidenhed med ham i 1206. Det løb uheldigt af, da han flygtede og straks slog sig sammen med landets fjender.
Dronningen som en mild og kærlig person kommer bedst til udtryk i verselinjerne om hendes sygdom og død. Hun går i forbøn for landets fanger, om at løse dem af deres jern, og skænke de fredløse fred. Et element af nekromantik dukker op i folkevisen, da den døde Dagmar rejser sig op, vækket til live af enkemandens fortvivlelse, men ikke spor glad over at være kaldt tilbage til livet:
Hendes øje var blodigt røde: "Min ædle herre, kong Valdemar, hvi gjorde I mig den møde?"
Dronning Dagmars synd
Udtrykket er hentet fra folkevisen om dronning Dagmars død, hvor den fromme dronning frygter sin straf i skærsilden, for at have pyntet sig til søndagsgudstjenesten. Udtrykket anvendes, når en troende får samvittighedskvaler for en ubetydelig synd
ægtemand |
1170–1241
Født: 28. juni 1170
39
— Danmark Død: 28. marts 1241 — Ringsted, Sjælland, Danmark |
---|---|
hende selv |
1186–1212
Født: omkring 1186
— Tjekkiet Død: 24. maj 1212 — Danmark |
Ægteskab | Ægteskab — 1205 — Danmark |
5 år
søn |
1209–1231
Født: 1209
38
23
— Danmark Død: 1231 — Røsnæs, Budsemarke, Vordingborg |
3 år
søn |
ægtemand |
1170–1241
Født: 28. juni 1170
39
— Danmark Død: 28. marts 1241 — Ringsted, Sjælland, Danmark |
---|---|
samlevers samlever |
1197–1221
Født: omkring 1197
— Portugal Død: 27. marts 1221 — Danmark |
Ægteskab | Ægteskab — 1214 — Danmark |
3 år
stedsøn |
1216–1250
Født: 1216
45
19
— Danmark Død: 10. august 1250 — Ringsted, Sjælland, Danmark |
2 år
steddatter |
1217–1247
Født: omkring 1217
46
20
— Danmark Død: omkring 1247 — Flensburg, Slesvig-Holsten, Tyskland |
2 år
stedsøn |
1218–1252
Født: omkring 1218
47
21
— Danmark Død: 29. juni 1252 — Ejdersted, Slesvig-Holsten, Tyskland |
2 år
stedsøn |
1219–1259
Født: 1219
48
22
— Danmark Død: 29. maj 1259 — Ribe, Esbjerg, Syddanmark |