Genealogy history

Erik Plovpenning (Erik 4.), (1216 - 10. august 1250[1]) søn af Valdemar 2. Sejr og Berengaria. Han var dansk medkonge fra 1232 og dansk enekonge fra 1241-1250 til stor fortrydelse for hans to brødre , Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten.

Erik og Abel krigedes i flere år, hvorunder Abel, som var hertug af Slesvig, fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blussed e kampen mellem dem op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249 skat på hver plov, hvilket sådan set var en retfærdig skat, da antallet af plove stod i forhold til den dyrkede jord, og e n penning var så lille et beløb, at alle kunne betale. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han f.eks. flygte f ra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plovskat.

Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt. På den tid var bisperne meget offensive, og Erik måtte i 1237 ty til at skaffe sig et brev fra paven for at kunne tvinge bispe r til at indsætte præster, som var udpeget af kongen, i hans kirker. Erik var dog også en kirkens mand og påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forh indrede ham i at fuldføre arbejdet. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.

I 1250 lykkedes det for Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 10. august 1250[1], blev Eri k halshugget, og hans lig sænket i Slien. Den navngivne morder, Eriks uven, ridderen Lave Gudmundsen, blev selv dræbt i Kiel i 1252. I 1258 blev hans jordiske levninger overført til Skt. Bendts Kirk e i Ringsted, hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død.