At være i et forhold kan altid være svært og man huske hvorfor man er der og huske sig selv og kærligheden, når den er væk er der ikke mere at komme efter.
Jeg har nu været meget i gennem med Thomas, nok til at det enten ville smadre os eller gøre os stærkere.
Vi begge to er i gang med en udvikling og jeg kan sige jeg kan selv mærke jeg er klar til noget jeg ikke troede jeg ville være klar til.
Dog er jeg nu i en periode hvor jeg har svært ved at bare at komme ud og leve mit liv.
Da jeg opdagde jeg var gravid blev jeg glad, min kære kæreste vidste jo jeg ville have børn hvis jeg blev gravid.
Dette skulle så ikke ske og hvis jeg fik barnet kunne jeg risikere at stå alene med det hele, så jeg tog den sværeste beslutning i mit liv, fordi jeg ikke ønskede mit barn skulle vokse op uden sin far ved sin side og at have en mor uden tag over hovedet.
Da indgrebet så havde fundet sted blev jeg rigtig alvorlig syg med smerter så det var ulidelig.
Min egen læge var ikke til at få fat i hvilket var et held set i bakspejlet for så havde siturationen været anderledes. Jeg kontaker sygehuset og forsæller min situration. Jeg bliver hentet i ambulance, jeg har normal blodtryk og ingen feber. så de konstatere at jeg ikke har en infiktion. Til trods for jeg ikke virkede syg så blev min mave scannet og der var en fin rift i livmorden hvor der kom mere og mere skidt ind i livmoderen, så jeg var heldig da det kunne have været forfærdeligt hvis det havde noget at udvikle sig, lægerne giver mig nogle piller der skulle støde det her skidt så hullet kan lukkes og så anbefaler mig jeg skal blive der natten over og så ser vi om morgen, jeg blødte i næsten 14 dage i alt i forbindelse med dette. Jeg er så alene en mandag på et sygeus fra kl 18:00 til 11:00 næste dag og det påvirkede mig , jeg græd mig i søvn, følte mig alene i hel verdenen
Så kom Thomas igen da han var den eneste der faktisk var ved min side og han var så påvirket han tedede sig som et barn for han ville ikke gå i panik foran mig . Jeg har skulle lege stærk for mange ikke mindst for mig selv, jeg var selv ved at gå ned i kælderen men måtte have facade på for andre men ikke mindst mig selv.
Lægerne giver mig så nyheden, jeg skal på operationsbordet igen for at være sikker, jeg overvejde at takke nej og startede også med et nej til trods for jeg fik konsikvensen fordi jeg fik alt den ensomhed i kroppen, jeg var ligesom en lille pige jeg stod nede i et mørkt hul der så op på sin mor kaldte på hende men kunne se hun forsvandt mere og mere.
Jeg klarede operationen efter at have fastet i 30 timer da man ikke kunne få mig hurtigt ind og jeg måtte ikke få noget før jeg havde fået indgrebet. Carina som var min sygeplejeriske var rigtig sød hun var der begge aftner stor ros til hende fra Kolding sygehus.
Jeg var væk på morfin så kunne jo ALT, min søde dejlige svigerfar kom og hentede os og vi kunne så først kører 22:20 ca. hvilket rør mig at mennesker jeg ikke er i familie med vælger at kører en times kørsel for min skyld.
Jeg sidder nu mange dage senere og ikke engang ved om denne oplevelse har givet mig konsikvensen at jeg ikke kan få børn, det kunne dog have været endnu være jeg kunne have mistet mit liv hvis jeg ikke havde taget nr. 2 operation.
Dog tænker jeg om det var en straf fordi jeg tilside satte mig selv, mine værdier og min krop for en anden og derved skulle jeg mærke det for aldrig at vil glemme mig igen.
Dog har denne oplevelse også givet mig et tomrum i min krop som ikke skyldes graviditeten men hvor alene jeg pludselig var, ja min kæreste var der og da jeg fortalte min bedste veninde fik afvide hvad der foregik da jeg ville passe på hende da hun også kæmper med sit og ville ikke gøre hende mere bange og ked af det mere en højst nødvendigt.
Så talte længe med hende da jeg var mentalt til stede. Derudover har jeg fået lidt beskeder fra min mormor og min svigermor om hvordan jeg har det, altså beskeder der viste mig der var mennesker omkring mig der holdte af mig, min bessefar tilsidesatte sig selv for han skulle være sikker på jeg var okay, tiltrods for han selv vaqr patient mere eller mindre og den kamp de havde for bare at ville tale med mig mens jeg lå på sygehuset varmede mig meget, Havde min bessefar ikke været syg kunne jeg igennem hans stemme at han var kørt fra køge for mig. Han behøvede ikke at sige så meget forlyden af deres stemmer viste meget for mig. Hørte også hans beskeder på telefonsvaren da jeg kom hjem og jeg græd for kunne hører hvor ulykkelig han var over han ikke kunne hører fra mig.
Men jeg har et tomrum jeg ikke kan forklare og håber det forsvinder, men væmmes virkelig ved mig selv og har det frygteligt, kan ikke beskrive følelsen men ville det have været bedre hvis jeg havde fået barnet? eller i værstfald bare havde taget konsekvensen af min handling?
Håber jeg en dag bliver glad for kan mærke dag for dag går jeg mere og mere i stykker indeni.
Dette er en oplevelse jeg har fået og jeg håber ingen oplever dette da dette har ødelagt mig og måske finder jeg aldrig mig selv igen.
