Garfield, måtte desværre aflives idag
Når man anskaffer sig et kæledyr, følger der desværre en sorg med. Denne sorg fremkom i dag, hvor jeg måtte sige farvel til min lille trofaste ven, katten Garfield. Han blev ca. 9-10 år.
Tankerne om tiden sammen med ham, kommer i et virvar. Feks. dagen, hvor han "bosatte" sig hos os, står klart i min erindring. Det lille udsultet myr var fulgt med Jack hele vejen hjem fra skole. Isabella smuglede ham ind på sit værelse, velvidende jeg ikke ønskede flere husdyr. Da jeg kom hjem, måtte de gå til bekendelse om den lille misser og da jeg så ham, var jeg fuld af medfølelse. Han var så tynd og sulten og han blev affodret med hvad jeg havde; nemlig leverpostej. Han spise rub og stub og blev så træt, så han hoppede op på mit skød og puttede sig. Han sov trygt!
Efterfølgende fremlyste jeg ham, men ingen reagerede. Da jeg ikke nænnede andet, tog jeg ham til dyrlægen og fik ham checket. Vi fik kat igen!
R.I.P. min lille trofaste ven!Du var en god misser! 
Garfield som han blev navnegivet, blev for altid overdrevent sulten. Han stortrivedes med vores daværende collie. Puttede sammen og samarbejdede i at stjæle mad fra køkkenbordet. Katten hentede det og skubbede det ned på gulvet og de 2 gavtyve delte deres rov. Efterfølgende da en ny hund kom ind i huset, modtog Garfield også den med nænsomhed. Aldrig har han haft kløerne fremme overfor nogen som helst. Selv ikke, når een af hundene blev lidt for voldsomme i legen.
Alle disse minder vælter bare op, på sådan een dag som i dag. Tanker som; at blive vækket af en ru tunge som slikkede een på øjenlågene og miavede om at man var sulten. Tanker om at han lærte at sidde pænt, give pote osv for en godbid. Alt i alt gode minder!
Sandsynligvis grundet en voksende kræftknude. Han blev større og større uden sammenhæng i forhold til mad indtagningen. Han pev, når jeg løftede på ham. Men var aktiv nok. Lige indtil nu, hvor han kravlede ud til en madskål, som han ikke spiste af. Jeg løftede ham ind på sofaen og ringede til dyrlægen.
