se fremad og tanker om hvilke valg man har gjort i fortiden

Hvad er det som gjorde at man traf de valg man tog dengang? Omstændighederne i tiden hvor valget blev truffet? Et valg af lyst?

Jeg tænker lidt - jeg valgte at få børn, som jeg elsker meget højt. Og idag ikke vil undvære. Men hvorfor valgte jeg at få børn? Lysten til at reproducere mig? Fordi andre omkring mig fik børn? En "lyserød sky" om romantikken i mand, barn og volvo? Angsten for at være alene, når man blev gammel? Et instinkt indbygget i de fleste mennesker? Jeg har ingen idé om det. Men det grundlæggende er, jeg fik dem. Og gennem hele deres opvækst levet en bi-rolle som menneske. Som forældre er det slet ikke tilladt at tage hovedrollen i sit liv. Den hovedrolle tilkommer børnene. Vil tro hvis man som forældre har taget hovedrollen i sit liv, vil det sandsynligvis nok være på bekostning af børnene. At de vil opleve svigt!

Med den viden jeg har idag, tvivler jeg på jeg ville have taget de valg jeg har gjort! At have hovedrollen i sit liv, må jo være et must. Men havde jeg fået spørgsmålet da jeg var 20 år, anede jeg ikke hvad jeg ville. Jeg tog en uddannelse, fordi det er jo mit ansvar at blive selvforsørgende. En uddannelse med efterfølgende job, som har kedet mig i flere år. Også her en birolle i sit eget liv. Et langtidsforhold og et ægteskab, hvor det grundlæggende gik ud på kompromisser. Ofte tilsidesætte egne behov. Et liv med opvask og madlavning! Et valg af liv jeg tog uden at vide hvad det indebar!

Hvorfor var det lige jeg tog et valg som dette? Det var da ikke et liv som jeg fandt meningsfyldt. Ansvar og pligter var hvad jeg fandt.

Da jeg blev syg i 2005, fik mit liv en drejning. Jeg skulle til at leve anderledes! Men alligevel skulle jeg fremad. Jeg husker jeg fik et spørgsmål om; "hvad er det som der gør dig glad?" Og jeg havde intet svar at give! Jeg tænkte lidt om penge kunne hjælpe. Well blev ikke gladere af at have penge. Men ikke at have nogen, gav til gengæld en masse bekymringer. Så min konklusion her var, penge gjorde mig nu ikke gladere, men derimod ikke at have nogle, gav mig bekymringer. Ergo en form for velstand hjælper lidt på humøret

Min sygdom hjalp lidt på at give mig et svar (efter noget tid). Jeg kan svare helt fra hjertet, at vågne op og være nogenlunde smertefri. Det gør mig glad! Tiden hvor smerterne var ulidelige gav mig dette svar.

Mit liv har været meget socialt. Det var en god flugt mulighed fra mit eget liv. At se/høre/mærke andre mennesker på godt og ondt. Kunne ofte tage mig selv i, at tænke, sådan vil jeg i hvertfald ikke leve mit liv! Jeg burde nu have tænkt, hvordan kan jeg leve mit liv, hvor jeg følte kvalitet var i højsædet. At jeg havde hovedrollen i mit eget liv! Men jeg var omringet af mennesker hele tiden så havde ikke "tid" til at lytte til mig selv. Kunne slet ikke høre mig selv!

Nu sidder jeg og læser, mine skrevne ord. Lyder måske lidt bittert. Men er nu ikke den følelse jeg har. Men mere en selverkendelse af, at have hovedrollen i sit eget liv er mere vigtigt end ansvar og pligter. End at gøre hvad andre forventer, trods det samfundsmæssigt er en pligt at forsørge sig selv, trods slidet og tidspildet i at have et job, man ikke er glad for! Men hvor var det dog umuligt at vide, da jeg var 20 år, hvilket job/uddannelse der gjorde mig glad. At svare på et spørgsmål om et område, jeg ikke kendte eller havde prøvet.

I dag kan jeg svare helt klart:

Det gør mig glad at have hovedrollen i mit eget liv. Ikke at tilsidesætte mine egne behov for andre. At gøre nøjagtigt som jeg har lyst til (hvis lige jeg ser bort fra rimelighedens grænser) At et valg bliver taget ud fra en kombination af hvad der føles rigtigt og fornuftigt (den ene af delene duer ikke alene) At opleve små successer. At gøre sin hobby til sit arbejde (den er svær). At have nogle hobbier som er sjove. At være ligeglad, med hvad andre mener og tænker om mine valg/mit liv/min person. At være kommet frem til at forstå, hvad det er som gør mig glad! Derved komme til at hvile i mig selv. Og ja med stor fare for at blive kaldt egoist, fordi min første tanke var ikke mine venner, børn eller familie generelt! For det er dem som er birollerne i mit liv og ikke omvendt!

At se fremad og når jeg engang er væk, vil rulleteksterne oplyse; at mit liv blev som en film - hvor hovedpersonen selv skrev manuskriptet og var også selv instruktør.

Trods jeg ikke var i stand til som 20 årig at skrive en drejebog vil jeg ønske, mine børn kan!