Selvbebrejdelserne vælter over een, når man lader sit "barn", sidde alene og få den ubehagelige meddelelse:
"Dette er ikke godt, vi er nødt til at foretage et indgreb"
Hvor jeg dog ville ønske, jeg kunne bære på det, fremfor hun skal. Hvor ville jeg ønske, jeg havde været forberedt på dette budskab. Men det var jeg ikke!
Nu indeholder livet jo både modgang/medgang. Og denne "modgang" bærer både hun og jeg da også med positivt livssyn.
Det værste er jo at "bukke under" for frygten.
Og chancerne er jo rigtige gode: 
